På eventyr og vulkaner - Sicilien

Del 1: Ned langs Italiens vestkyst

(Milano, Cinque Terre, Firenze, Rom, Pompeji, Vesuv, Amalfikysten)

 

Del 3: Hjem langs Italiens østkyst

(Alberobello, San Marino, Gardasøen, Østrig

Det er fra Porta Trapani, at man langs med bykanten kan komme til byens største seværdighed, Castello di Venere. Det blev bygget af normannerne i 1100-1200 tallet oven på et tempel for Venus.

 

Gaderne er meget smalle - nogle steder kan man kun gå én ad gangen og fra borgen, som stammer fra Middelalderen, har man den mest forrygende udsigt ud over dalen nedenunder.

 

Det siges, at byen tit ligger gemt i skyerne, så vi var meget heldige, at det var en flot solskinsdag - ellers havde vi ikke fået den flotte udsigt.

Når vi kigger op på Etna kan vi se, at der stiger gas op fra hovedkrateret - og det ser noget sort ud (altså sort "røg" ikke hvid damp).

campingturisterne

Copyright © All Rights Reserved

Vores vogntog

På eventyr og vulkaner

- Italien & Sicilien 2012 -

 

Del 2: Sicilien

(Tyndaris, Lo Zingaro, Saltlagre, Erice, Etna, Catania)

 

 

Sicilien er en selvstyrende region i Italien og Middelhavets største ø. Regionshovedstaden er Palermo, provinshovedstæderne er Catania, Messina og Siracuse. Øen er skilt fra fastlandet ved Messinastrædet (3 km bredt). Vulkanen Etna er Siciliens højeste bjerg (3.263 m).

 

 

 

Lørdag 15. september

over Messina Strædet

 

Ved 9.30 tiden var vi klar til at forlade Camping San Fantino. Som jeg nævnte i Del 1 var Svend og Jørgen lidt bekymrede for, om de kunne komme op ad den stejle til-/frakørsel uden at slæbe på eller værre - sidde fast - men det gik heldigvis uden problemer. Hanne Marie og jeg stillede os op på vejen for at holde øje med eventuelt modkørende (vejen var smal og svingede, så det var umuligt at se, om nogen kom imod).

 

Efter ca. 1 times kørsel ankom vi til Villa San Giovanni, hvorfra der går færge over Messina Strædet til Messina. Vi benyttede færgeselskabet Bluferries/Bluvia. Det kendte Jørgen og jeg fra 2006.

 

Vi købte returbillet, som kostede €145,00 pr. vogntog. Hvis man køber returbillet er det selvfølgelig VIGTIGT, at man benytter samme færgeselskab begge veje.

 

Da vi skulle fra Sicilien og tilbage til fastlandet igen, kørte vi fra motorvejen ved Messina Centrum. Derfra fulgte vi Bluvia skiltene (blå skilte hvor der også står Caronte & Tourist). Det går nemt at følge skiltene, men på et tidspunkt opstod der lidt forvirring, fordi der også dukker andre Bluvia skilte op som peger i en anden retning (der er bil og lastbilsymbolet indrammet med gult). Vi valgte dog at blive ved med at følge de "sædvanlige" blå Bluvia skilte og kom lige ned til havnen. Der holdt mange biler, både lastbiler og personbiler, men vi var heldige at begge vores vogntog kom med den samme færge.

 

Vi købte billetten på udturen, dvs. ved færgelejet i Villa San Giovanni (de tager Visa). Det blev iøvrigt et fint gensyn, for det hele lignede stort set sig selv som vi huskede det fra 2006 - med baren ved siden af billetsalgskontoret, og den elendige, hullede vej hen til færgen, da vi skulle køre ombord.

Sejlturen varer ca. 30 min. og som her

- i godt vejr - er det en fantastisk dejlig

og flot tur.

Når man kommer i land på Sicilien går det ret nemt med at komme på motorvejen hvis man skal sydpå, for så slipper man stort set for at komme igennem Messina centrum.

 

Men denne gang skulle vi nord om øen, så vi slap ikke for at køre gennem Messina, og det var et MARERIDT! Vejen er bred nok, men det myldrede med biler, lastbiler, ambulancer og scootere i én vild forvirring.

 

Vi kørte så tæt, at nogle af de sicilianske personbiler havde slået deres sidespejle ind for ikke at ramme ham der kørte ved siden af! Men heldigvis har vi selv 2 gode chauffører, så vi slap igennem uden en skramme :-))

 

Godt Råd!

Vi blev derfor enige om, at når vi skulle tilbage til fastlandet igen, skulle vi ikke med færgen over på en lørdag, så vi valgte en fredag, og da gik det meget nemmere.

 

 

Vel oppe på motorvej A20/E90 fortsatte vi ad en utroligt flot tur med skiftevis kørsel i tunneller og vidunderlig udsigt til havet.

 

Efter ialt 102 km ankom vi til første stop: Camping Villaggio Turistico Marinello ved Patti.

 

Det var lidt besværligt at finde pladsen - og det uanset om man havde GPS eller ej. Det gik fint i starten, men pludselig hørte skiltningen op. Da vi havde kløet os lidt i håret, tog Svend den beslutning at koble bilen fra campingvognen, og mens Jørgen og jeg passede på vogntogene, kørte han og Hanne Marie rundt for at lede efter campingpladsen. Det viste sig, at den lå tæt på men med en lidt snørklet tilkørsel gennem noget ferieby, så uden Svends initiativ tror jeg ikke, vi havde fundet den.

Ned gennem feriebyen og skarpt til venstre ...
..så er den  jo nem nok at finde!

Pladsen er en helårsplads, som er med i ACSI ordningen. Det er en ret stor plads, pæn og med gode sanitære forhold. Båsene har en rimelig størrelse, men bilen kan ikke være der også. Det gjorde så ikke så meget på denne tid af året, hvor man kunne parkere sin bil i en bås ved siden af. Campingpladsen er tilknyttet et sommerhusområde og har også egen strand.

Søndag 16. september

Tyndaris/Tindari - og smuk og dramatisk udflugt ad vej S185

Vi havde ikke hjemmefra planlagt noget specielt, vi gerne ville se i området - så vi kiggede på kortet og så om der var noget, der så spændende ud - og det var der!

 

Vi kørte en tur til Tyndaris, som ligger på toppen af en bjergknold. Her blev der i 396 f.Kr. grundlagt en siracusansk koloni ved navn Tyndaris, som man mener senere blev ødelagt af araberne. I den arkæologiske udgravning, der er på stedet, kan man se rester af beboelseshuse, butikker, bade etc. Vejen dertil var snoet, flot og rigtig bjergvej, og vi mødte både cyklister og gående på vejen.

 

På toppen ligger valfartskirken Tindari, som idag er bedst kendt for Den sorte Madonna, hvortil der valfartes den 8. september. Kirken og klosteret ligger helt ude på kanten af klippen og kan ses på lang afstand.

 

Historien om den sorte Madonna er, at en mor bad til Tindaris Madonna, fordi hendes barn var sygt. Barnet kom sig og moderen gik til kirken for at takke for helbredelsen. Da hun kom til kirken, så hun et sort ansigt på Madonna-skikkelsen og gik vred derfra for at lede efter "den rigtige Madonna". Barnet var ubevogtet et øjeblik og styrtede ned fra Tindaris klippe. Moderen bad igen Tindaris Madonna om hjælp, og miraklet skete: Barnet landede uskadt på en netop dannet sandbanke neden for klippen, og moderen måtte takke Tindaris Sorte Madonna som den rigtige Madonna.

 

Man kan køre i egen bil til et vist punkt, så må man parkere og derfra tage med bus det sidste stykke op.

 

Da det var søndag, var der tusindvis af sicilianere som også skulle derop, så der var et leben uden lige (gad vide om datoen for valfarten havde ændret sig?). Det var en flot kirke, og vi så og hørte lidt af messen derinde. Der var iøvrigt også rester af et romersk amfiteater.

Tindari kirken
Alteret

Der var en fantastisk udsigt deroppefra - bl.a. kunne vi i varmedisen skimte vulkanøen Stromboli. Vi prøvede at fotografere, men det blev ikke så tydeligt - desværre - men vi kunne godt ane røgen, der steg op derudefra.

 

Området var noget kommercielt med boder allevegne, som solgte alt muligt. Vi købte en siciliansk specialitet: Forskellige små kager lavet af enten pistacier, mandariner, citroner, chokolade eller .... (mange forskellige ting, og de smager faktisk rigtig godt, selv om de er en lille smule søde i det - der blev i hvert fald ingen til at tage med hjem til Danmark!!).

 

Som en lille ekstra oplevelse løb vi også ind i et Fiat 500 træf!

 

Vi forlod Tyndaris efter et par timer og kørte tilbage og videre ud ad en lille smal bjergvej - S185 - med en fantastisk storslået udsigt. Det var faktisk en kløft med en halvstor flod i bunden - bortset fra at floden var knastør, ikke en dråbe vand var der dernede.

Udsigt til Novara di Sicilia

Vi havde madpakker med, men P-pladser var der ingen af, og slet ingen steder med skygge - jeg tror det var omkring 30o - men vi fandt et sted at holde ind til siden, så vi kunne få spist, inden det for alvor gik løs med hårnålesvingene. Det var en fantastisk tur, og da vi nåede til Novara di Sicilia som ligger ca. halvvejs ude ad vejen, vendte vi om og kørte hjemad igen. På den måde fik vi set det fantastiske landskab fra den anden side også. Og så mødte vi en del af Fiat 500'erne på tilbagevejen!

 

Men kort før vi nåede campingpladsen gik det galt igen! Denne gang var det Miss Nüvi, der ledte Svend ind ad nogle uhyggeligt smalle gader i en lille by, der hedder Mazzaria S. Andrea, og pludselig kunne vi ikke komme længere. Vejen var spærret af et hegn, det var umuligt at vende bilen, så Svend måtte bakke indtil vi kom til et sted, hvor der var en lille sidevej. Her ville vi vende bilen, men du godeste! Det var lige ved ikke at lykkes. Sidevejen var så stejl, at Svend næsten ikke kunne holde bilen, og det var meget svært at bakke, det ene baghjul havde nemlig slet ikke kontakt med vejen fordi det skrånede meget. Men med hjælp fra os andre, som dirigerede "frem, tilbage, STOOOP" og hele tiden råbte "pas på", holdt Svend hovedet koldt, så det lykkedes sørme at vende og komme ud af den lille by uden en skramme.

Vel hjemme på campingpladsen gjorde det rigtig godt med en kold øl og en af de sicilianske kager - og så skulle der ellers gang i grillen!

 

Mandag og tirsdag nød vi det gode vejr med afslapning og badning i havet. Vandet var lunt og dejligt, så det var en fornøjelse.

Onsdag 19. september

ud til San Cabo lo Vito

 

Selv om vi nød det og næsten ikke gad, skulle vi jo videre på nye eventyr, så onsdag var vi klar til afgang ved 9-tiden.

 

Vi fortsatte vestpå ad motorvejen (E90) forbi Palermo. Ved Castellamare del Golfo drejede vi fra motorvejen og kørte nord på ad den lille vej, der fører ud til byen San Vito lo Capo, som var turens næste mål. Efter 287 km kørsel nåede vi derud midt på eftermiddagen. Vejen går iøvrigt forbi en masse marmorbrud.

Der er flere campingpladser i området, men vi havde valgt Camping La Pineta, og befinder os nu ved Siciliens yderste nordvestlige kyst - 300 m fra havet.

 

Det er en fin plads, som er med i både campingcheque og ASCI ordningen. Pladsen er aflang med en hovedgade og båse på højre side (venstre side ser ud til at være forbeholdt fastliggere). Båsene ligger mellem fyrretræer og er af nogenlunde størrelse, men som på andre pladser, kan bilerne heller ikke være her. Båsene ligger uden på hinanden med en adgangsvej imellem, så det fungerer godt nok, og da vi var heldige at komme i "inderste" række, fandt vi fint plads til bilerne.

Indkørslen til campingpladsen
Receptionen

De sanitære forhold er udmærkede - der er flere mindre bygninger på pladsen, så det fungerede fint. Alle bygninger var åbne, så når en bygning var lukket p.g.a. rengøring (der blev gjort rent flere gange om dagen) kunne man gå til en af de andre. Dog er der ikke meget plads i bruserummene, alting må pakkes i en plastpose for ikke at blive vådt. Der skal bruges brusemønter, men vi kunne gratis hente 2 hver dag (1 pr. person, hvilket var tilstrækkeligt).

 

Der var iøvrigt mange gæster på pladsen, hvad der overraskede lidt, når man tænker på tidspunktet på året, og især i weekenden blev der invasion af italienere med og uden børn, så der var godt nok leben. Men vejret var jo også varmt og solrigt, så måske havde det noget at sige?

Torsdag 20. september

lo Zingaro

Som tidligere nævnt ligger campingpladsen på den nordvestlige del af Sicilien ved byen San Vito lo Capo. Det er et fantastisk sted, som er helt anderledes end det, vi hidtil har set af Sicilien. Landskabet er vildt og minder Jørgen og mig om det landskab, vi så, da vi var i Marocco for snart en del år siden.

På vej til camping La Pineta

Husene og byerne heromkring ligner også det, vi så i Nordafrika: lyse pastelfarver, firkantede huse, med flade tage (hvor der er terrasser) og den karakteristiske takkede kant. Gaderne i San Vito lo Capo er snorlige og går vinkelret på hinanden - til gengæld er de ensrettede, så man zig-zagger rundt for at komme fra A til B.

Et af de mange marmorbrud
San Vito lo Capo
San Vito lo Capo

Ca. 10-12 km fra campingpladsen ligger nationalparken lo Zingaro. Det er ikke særligt dyrt at komme ind, og for os pensionister er det helt gratis! Som jeg før har nævnt er der her i Italien gratis adgang til statslige museer for folk over 65, som er borgere i EU - og igen: hvorfor pokker har vi ikke den ordning i Danmark?

 

Lo Zingaro er Siciliens første nationalpark og blev faktisk skabt på en lidt turbulent måde, idet naturforkæmpere under stor mediebevågenhed forhindrede, at en vej blev anlagt gennem det, der nu er et 7 km langt reservat. Den bærer præg af at være "økologisk" - der er f.eks. affaldssortering i meget miljøvenlige affaldsbeholdere.

Den byder også på et specielt dyreliv: sæler, ræve, ørne - som vi dog ikke så noget til. Derforuden er der den rige flora og en forhistorisk grotte, der har været brugt til begravelser for mellem 6.000 og 10.000 år siden - og fårely i vores århundrede (billedet nedenfor til højre).

Lo Zingaro er helt forrygende flot - og igen mindede det meget om Nordafrika, hvad jeg også tror mine billeder giver lidt indtryk af. Mit camera zoomer ikke så fantastisk godt, så nogle gange er det ikke så let at fotografere de flotte scenarier (jeg må vist ønske mig et bedre camera ved lejlighed!).

 

Man går på en sti lidt højt oppe med en storslået udsigt ud over havet. Der er stier/trapper ned til lagunerne (der er 7 ialt på hele strækningen) - og de laguner minder efter sigende meget om dem, man finder i Caribien. Der er anlagt et pic-nic område, som er overdækket, så det giver skygge - det nød vi, da vi skulle spise vores medbragte klemmer, for det var utroligt varmt - og der var mange sicilianere, der havde fundet ud til lagunerne for at bade. Faktisk var det lige på grænsen til, hvad jeg sarte nordbo kunne holde til - men så gjorde det godt med en tur i poolen, da vi kom hjem.

Fredag 21. september

Saltbassiner og Erice

 

Vi kørte en tur lidt syd for Trapani for at se saltbassinerne. De ligger ca. syv km syd for Trapani og stedet hedder Contrada Nubia. Her er museet for Trapanis salterhverv placeret. Det kan være lidt svært at finde, men v.hj.a. vores GPS som havde det i sin database som seværdighed, gik det uden problemer. Det var stort og imponerende, men vi kunne ikke komme så tæt på, så mit salt-bunke-billede viser Jørgen foran en meget lille saltbunke!

Saltbassinerne
Museet

Derfra kørte vi til den gamle by, Erice. Det var en fantastisk tur, for Erice ligger på en bjergtop 751 m over havet og vejen dertil var temmelig stejl og fuld af hårnålesving.

 

Oppe fra byen var der en forrygende udsigt. Byen, som har 30.000 indb. er meget gammel og var hjemsted for urbefolkningen, elymerne, som forskere idag mener nedstammede fra trojanerne, der landede på Sicilien efter flugten fra krigen ved Troja. Byen har stadig efterladenskaber fra elymerne, bl.a. dele af bymuren, som er dateret tilbage til det 8.-7. årh. f.Kr. Bymuren dækker hele den nordvestvendte del af den trekantede by, og der er 3 byporte: Porta Spada, Porta del Carmine og Porta Trapani.

Lørdag 22. september

Segesta - templet og amfiteatret

Dagens udflugt gik til Segesta, hvor vi skulle se det doriske tempel. Segesta ligger i et fantastisk landskab. Templet ligger på en høj med en blomsteromkranset trappe, der fører derop. Resten af byen ligger på bjerget Monte Barbaro (413 m).

 

Man skal betale entré både for at komme op at se templet (hvor man spadserer op ad trapperne) og for at komme med bus op på Monte Barbaro (man kan godt vælge at gå derop), hvor der ligger et amfiteater.

 

På vejen op passerer man ruiner af bygninger fra 300 år f.Kr. Stedet har været brugt i mange forskellige tidsaldre (f.eks. ligger der ruiner af en normannisk borg ved siden af amfiteatret, som forøvrigt er meget velbevaret).

Mandag 24. september

tværs over Sicilien

 

Idag brød vi op fra Camping La Pineta og er efter en fantastisk flot tur tværs over Sicilien kommet til Østsicilien. Den motorvej, vi kørte på var praktisk talt bygget på bropiller, og sammen med den fantastiske natur var det en rigtig flot køretur. Dog var vejen ikke så flot, det var ujævnt ad pommern til, og vi tror jo, det er årsag til, at der er gået noget i stykker i vores strømfordelerboks. Det er for teknisk for mig at forklare, men det er vist noget med 12V strømmen, der ikke virker. Heldigvis har vi 220V strøm ind, så vores store batteri kan blive ladet op, og så går det jo alligevel, da vi kan trække 12V herfra til belysning m. v.

Vi slog os ned på en campingplads ude ved kysten lidt nord for Catania. Pladsen, Camping Mokambo, Fondachello di Fascali, er med i ASCI ordningen, men iøvrigt ikke noget at skrive hjem om, udover den meget venlige betjening. Det er en lille plads med sparsomme, men rene, sanitære forhold: 2 toiletter for kvinder - tilsvarende for mænd - og 2 fælles brusere. Så hvad det angår er den ikke 16€ pr. døgn værd.

 

 

Til gengæld er der en fantastisk udsigt til Etna, hvorfor der var forholdsvis mange turister på pladsen (også danskere) - og det er jo Etna, det drejer sig om.

Receptionen
Kig ned ad "hovedgaden"

Tirsdag 25. september

Etna

 

Idag skulle vi på Etna, for uanset hvad - og selv om Jørgen og jeg har været der før, og selv om det er en halvpebret fornøjelse (€121,00 for 2 personer) - er det altså en af de store oplevelser.

 

Vi kørte til Etna Syd - i ca. 1900 m højde ligger der et stort parkeringsområde (Rifugio Sapienza), som er meget turistet med restauranter, souvenir-shops etc. Men det er her man parkerer bilen og herfra, man tager med svævebanen yderligere op. Og derfra igen kører vi i Unimogs så langt op vi kan komme - så er det til fods resten af vejen (med guide) rundt om et af kraterne. Såvidt jeg husker tog hele turen ca. 2 timer.

 

Man kan godt gå deroppe på egen hånd - nogle steder - men den dag vi var der, kunne det ikke lade sig gøre, for der var ret stor aktivitet i vulkanen, så en del af området deroppe var spærret af af sikkerheds hensyn.

 

Det er et fantastisk stort område, så synet kunne helt tage vejret fra én - og det kunne blæsten også! Det blæste så meget deroppe, at vi somme tider var bange for at blive blæst omkuld. Så vi var glade for jakkerne med hætter. Men på trods af jakker, hætter, og gode travesko havde vi lavastøv overalt bagefter (mellem tæerne, i ørerne, i hovedbunden!).

 

Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af - siges det. Men vi (Jørgen og jeg) ved jo så, at hvis man er heldig at komme på Etna på en dag, hvor vejret er sigtbart og det ikke blæser så meget, så får man oven i hatten en helt forrygende udsigt. Det fik vi så ikke denne gang på grund af blæsten, men den gav jo så til gengæld en anden oplevelse.

 

Så uanset vejr og vind er det en oplevelse for livet - og en god idé at tage gode sko og varmt tøj på, for der er altså koldt deroppe.

Lidt facts om Etna:

 

Etna er den største vulkan i Europa: ca. 3.320 m høj, 40 km i diameter og omkring 200 km i omkreds!

 

Den har adskillige begravede landsbyer på sin samvittighed, men det er stort set kun det overraskende udbrud i 1669, da lavaen væltede ind over Catania, der har kostet menneskeliv.

 

Etna er næsten i konstant aktivitet, og når aldrig at blive lukket af en farlig lavaprop. Etna har nemlig slet ikke tilstrækkelig kraft til at kunne hæve lavasøjlen (som kommer langt nede fra jordens indre) 3.320 m op. Derfor bryder lavaen ud af siderne, der slår revner. I disse revner opstår senere de bikratere, som Etna har et par hundrede af (flest på sydsiden).

 

Onsdag 26. september

Catania

 

Vi var en tur i Catania, som er Siciliens næststørste by med 364.000 indbyggere. Den er det østlige siciliens "hovedstad" med en flot indre bydel. Vi fik også en rigtig fin oplevelse.

 

Det er et trafikalt kaos at køre i deres byer hernede, men på et tidspunkt fandt vi da en P-plads. Den blev "passet på" af en venlig ung mand, som fortalte os, at vi skulle tage bussen ind til Domkirken. Ved stoppestedet spurgte vi nogle Sicilianere, som stod og ventede - og så fik vi ellers tegnet og fortalt (på siciliansk), hvordan vi kom derind. Det var ret sjovt, men vi forstod jo desværre ikke så meget, så de hankede op i os og fik os med i bussen og sørgede for, vi kom af det rette sted (uden billetter, for dem skulle vi have købt i en Tabacchi shop - men de sagde pyt, kom her, det går nok, og det gjorde det heldigvis). Da vi skulle hjem, gik vi tilbage til bilen (det var faktisk kun ca. 1,5 km), og med hjælp fra GPS'en og en enkelt betjent gik det uden problemer.

 

Som sagt er den indre del af byen ret flot og en del af hovedgaden Via Etnea er omlagt til gågade, hvilket har givet byen en anden form for liv i centrum.

 

Via Etnea er den travle forretningsgade. Det er en lang, lige gade på 3 km, som peger direkte mod vulkanen Etna. Gadebelægningen består af lavasten.

 

På Piazza del Duomo (domkirkepladsen) står den særprægede elefantbrønd. Den er byens vartegn fra 1736. Den forestiller en lille antik elefant i lava, som bærer en egyptisk obelisk (som man mener har stået i byens amfiteater).

 

I nærheden af domkirkepladsen ligger Pescheria - byens gamle fiskemarked, og det skal man altså se. Man kan let finde det bare ved at følge lugten af frisk fisk. Der er et mylder af mennesker, dufte og farver. På markedet sælges fisk, kød, grønsager og frugt, og hvis man har lyst kan man købe gode varer til fordelagtige priser. Vi købte kun grønsager, for vi havde et stykke vej hjem, ingen køleboks og det var hammervarmt, så fisk eller kødvarer turde vi ikke købe.

 

Ved "indgangen" til markedet passerer man Fontana dell'Amenano. Den er opkaldt efter byens underjordiske flod, der også giver vand til fontænen. Det er et af de få steder, hvor man kan se floden, som løber under domkirkepladsen og dele af byen.

 

Herefter forlader vi Sicilien og kører over mod Italiens østkyst. Den del af turen har jeg beskrevet i Del 3.