Frankrig 2013 - 1. del

campingturisterne

Copyright © All Rights Reserved

Vores vogntog

Frankrig 2013

 

1. del

 

Jørgen og jeg "daskede rundt" i Frankrig i 1½ måned og havde en vid-underlig tur, hvor vi dels nød gensynet med steder, vi tidligere havde besøgt, dels glædede os over at se nye steder, vi aldrig før havde besøgt.

 

 

Facts om turen:

Turen varede 49 dage

 

Vi kørte rundt regnet 4100 km excl. udflugter (Fra Medelby til Medelby)

 

Motorvejsgebyrer: kr. 1500,00

 

Vi brugte mest camping cheques og ACSI på campingpladserne

 

Dagsmarcher:

Oversigt over dagsmarcher findes i slutningen af del 3.

 

 

 

Fredag 23. august 2013

Udturen: Strasbourg - Annecy - Marsanne

 

 

Inden turen for alvor gik sydpå, havde vi en rigtig hyggelig familieweekend på Falster, derefter en dejlig dag sammen med min mor på Fyn og til sidst en ekstra dag på Camping Mitte i Flensburg, hvor vi var så heldige at kunne mødes med Jørgens "gamle" bedste ven fra skoletiden.

 

Derefter gik det sydover. Desværre uden Hanne Marie og Svend, som ikke havde mulighed for at være med på dette års sensommertur.

 

Vi havde en enkelt overnatning i Dransfeld på Camping Am Hohen Hagen, inden vi ankom til Strasbourg, som vi aldrig før har besøgt.

 

 

Fredag 30. august 2013

Strasbourg

- "hovedstaden" i Alsaceprovinsen i det nordøstlige Frankrig var i ældre tid tysk. Byens vartegn er den gotiske domkirke fra 1439, bygget i lyserøde sandsten. Byen har et par hundrede tusinde indbyggere og huser Europaparlamentet, Europarådet og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

 

Campingpladsen vi skulle bo på, Camping Montagne Verte, lå i den vestlige del af byen - og vi kom ind fra den østlige - så I har nok allerede gættet, at jeg nu vil fortælle om en meget hektisk tur lige gennem Strasbourg. Og I har fuldstændig ret! Vi kom som nævnt en fredag - og selvfølgelig midt i myldretiden, så trafikken var så tæt, at en ambulance i vores kørselsretning var nødt til at køre over i modsatte kørselsretning for at komme frem! Men på trods af det, gik det uden skrammer og ridser, og uden at vi kørte forkert, så på et tidspunkt kom vi lige til campingpladsen.

 

Pladsen stod i Campingcheque bogen, så vi havde jo regnet med at skulle betale med campingcheques, men et skilt på pladsen oplyste, at den ikke længere var med i ordningen, så vi måtte betale fuld pris! Det var lidt øv, for det blev det ikke billigere af (vi betalte €59,40 for 3 overnatninger mod 3 campingcheques, dvs. €45,00), men det var der ikke noget at gøre ved. Pladsen var et stort "roderi". Hermed mener jeg, at der ikke var afmærkede pladser, man slog sig ned på kryds og tværs, hvor man nu kunne finde plads - og det var ikke nemt, for der var faktisk rigtig mange gæster. De sanitære forhold var gamle og meget slidte, og ikke ret indbydende, så jeg var glad for vores egne faciliteter (bruser & håndvask).

 

Vi hørte, at pladsen var blevet overtaget af kommunen og at den ville lukke i en periode med henblik på renovering. Jeg håber, det er rigtigt, for selve pladsen var faktisk hyggelig og den ligger perfekt for besøg i Strasbourg: 1 times gang ad en meget charmerende sti langs med floden, så er man lige inde midt i den gamle bydel, Petite France.

 

Tilføjelse juli 2015:

Såvidt jeg har kunnet finde ud af, ER pladsen blevet nyrenoveret og åbnede igen 1. juli 2015 under navnet Camping Indigo Strasbourg.

 

 

Receptionen
Kig ud over pladsen
Sanitærbygningen

Jørgen fotograferet på stien på vej ind til byen

 

Petite France ligger på en ø i floden Île, Grande Île, som er Strasbourgs historiske centrum, og som kom med på UNESCOS Verdensarvliste i 1988. Her deler floden sig i et antal kanaler, som løber gennem et lille område med bindingsværkshuse og sandstensbygninger i barok stil. I Middelalderen var det her, man fandt garverier og slagterier. Man skulle tro, at navnet Petite France kommer af patriotiske eller arkitektoniske grunde, men det gør det ikke!

 

 

Det stammer fra det syfilis-hospital der blev bygget på øen i det 15. årh., hvor man kurerede mennesker med syfilis, som dengang blev kaldt "den franske syge".

 

Der er flere billeder i Fotoalbum

Den første dag, lørdag, travede vi rundt i Petite France, besøgte domkirken og spiste en god frokost, hvorefter vi travede hjem igen.

 

 

Domkirken

Søndag ville vi tage sporvognen ind til byen, men først gik vi i den gale retning, så vi måtte tilbage igen. Så blev retningen rigtig, men vi skulle altså først med en bus, før vi kunne komme med sporvognen. Det gik nu fint nok sådan med lidt hjælp fra et par venlige italienere. Men vi blev enige om, at vi faktisk havde gået lige så langt som dagen før, så vi besluttede at det var lige så nemt bare at gå hjem ad stien igen, når den tid kom.

 

Planen var at vi ville på bådrundfart - men det var der også rigtig mange andre turister, der ville. Køen til billetkontoret var alenlang. Men vi fik da købt billetter - og måtte vente 1½ time på at kunne komme med en båd. Det var til gengæld ventetiden værd, for det var en rigtig fin tur, hvor man fik set Petite France igen - denne gang fra flodsiden - plus man kom ud forbi Europaparlamentsbygnin-

gen, som vi ellers nok ikke ville have fået at se, for det var for langt at gå derud.

 

Sejlturen tager godt og vel 1 time og er som sagt en rigtig fin måde at se Strasbourg på.

 

 

 

Mandag 2. september 2013

Marnay

- en meget hyggelig lille by, der ligger i France Comté lige der hvor departementerne Haute-Sâone, Doubs og Jura grænser op til hinanden. Floden Ognon flyder dovent forbi byens campingplads, og munder ud i en stor sø.

 

Vi er kørt ca. 260 km længere mod syd og bor på Camping Vert Lagon, der ligger i udkanten af Marnay (nær ved Besancon). Det er en pæn og hyggelig plads med meget store båse, fine sanitære forhold og en fin pool.

 

 

 

 

 

 

Receptionen
Sanitærbygningen
Poolen

Her skulle vi bare slappe af - vaske, gøre rent, købe ind - og kigge lidt på byen, som var en hyggelig, men slidt, lille landsby med en køn arkitektur.

 

 

 

 

 

 

Vi har hidtil været heldige med vejret. Det er lidt frisk om morgenen (14-15o) men inden middag har temperaturen været oppe på 28-30o.

 

 

 

 

Torsdag den 5. september 2013

 

Annecy

- En fransk provinsby med ca. 50.000 indbyggere beliggende ved søen af samme navn. Byen er hovedsæde i departementet Haute-Savoie, og ligger ikke så langt fra grænsen ind til Schweiz.

 

For 20.000 år siden var der her en gletcher, som blev til Annecy søen - Frankrigs tredjestørste sø. Den ligger i 445 m højde og er 14 km lang, hvor den er længst, og 3,5 km bred på det bredeste sted. Søen er blandt Europas reneste, og byen henter sit drikkevand herfra (fra et sted beliggende 27 m nede - på det dybeste sted i søen er der 82 m til bunden) - og så er det et mekka for cykelentusiaster - der er nemlig cykelsti hele vejen rundt om søen.

 

Vi har slået os ned på camping Les Rives du Lac, som ligger lige ned til søen med flot udsigt til bjergene, som er forløberne for Alperne.

 

Pladsen er med i campingcheque ordningen. Tilkørselsforholdene er lidt snævre (et langt stykke ad en smal vej og ikke ret meget plads ved pladsens indkørsel). Den er ikke voldsomt stor, men MEGET besøgt. Da vi kom, var der 3 ledige pladser, vi kunne vælge imellem. Det tyndede dog ud til weekenden, så man kan sige, vores "timing" var forkert. Men bortset fra, at vores plads var totalt uden græs og ikke ret stor, så var det udmærket. Det skal bemærkes, at pladsen holdt middagslukket mellem kl. 12 og 15, så der var kødannelse udenfor for at komme ind.

 

Pladsens sanitære forhold er i top.

 

 

Da vi kom om torsdagen var vejret meget varmt, men det varede kun til fredag aften, hvor vi fik et forrygende uvejr med lyn og torden, storm og regn - så vi måtte i hast få sidestykker og markise lagt ned for at det ikke skulle blæse i stykker.

 

På billedet af "vores plads" kan man måske fornemme, at vi har sat en sun block'er op. Det er en nyanskaffelse, som vi er meget glade for. Dels blokerer den for solen (som den er beregnet til), men - og det var en væsentlig grund til, at vi købte den - den holder også regn pænt ude. Det løber ikke ned og ind på tæppet på samme måde som ved "den korte blå". Selvfølgelig støver det lidt igennem, og hvis regnen står lige på, kan den heller ikke holde den ude, men vi har været ret begejstrede for den også til det formål.

 

 

 

 

Kig ud over pladsen
Receptionen
Sanitærbygningen
Vores plads

Nå, men lørdag klarede det heldigvis op og blev igen fint vejr, så vi kørte en tur rundt om søen (ca. 38-40 km) - en rigtig flot tur. Som tidligere nævnt går der cykelsti hele vejen rundt om søen - også lige forbi campingpladsen - men vi havde ladet cyklerne blive hjemme, så ....

 

Samtidig ville vi besøge den gamle bydel i Annecy og satte GPS'en til at køre mod Annecy le Vieux. Det gik også fint, men det var bare ikke det, der var den gamle bydel - det hedder Annecy Vieille!! (Så blev man så klog).

 

Annecy le Vieux var ellers en oplevelse i sig selv. Det ligger meget højt og inden vi blev helt enige med os selv om, at det var forkert, havde vi gået et par km både opad og nedad godt forpustede og med sved på panden. Da vi kom tilbage til P-huset, som lå i forbindelse med et boligbyggeri, blev vi enige om at spise frokost på den lille restaurant der lå der på torvet, og hvor de lokale sad og spiste. Det var faktisk meget hyggeligt, og vi fik en fantastisk burger: Hjemmelavet, med fransk sennepsdressing, bacon og salat - og hvor burgerbollerne ikke var boller, men kartoffelrösti. Det smagte herligt og mættede godt, så vi sprang aftensmaden over :-))

 

Vejret var igen blevet lidt blandet med byger, lidt sol og temperaturer omkring 20o, men det var ingen hindring for at køre på sightseeing.

Mandag kørte vi til Gorges du Fier, som ligger ca. 16 km nordvest for Annecy. Slugten er dannet af floden Le Fier, som er et af de vigtigste vandløb i departe-

mentet Haute Savoie. Den har sit udspring i en højde af 2019 m. Dens samlede hældning er 1760 m og den er 70 km lang.

 

Det er en meget snæver og imponerende slugt. Man går nemlig på gangbroer boltet ind i klippevæggen - og det er SLET IKKE min kop te, faktisk var jeg pivenervøs - og jeg skulle samme vej tilbage! Men flot var det, og jeg fik da også taget nogle billeder - og broen holdt, og jeg overlevede :-))

 

 

Tirsdag (den 10. september) var det igen fint vejr, så vi kørte en tur til Annecy - og denne gang fandt vi den "rigtige" gamle by.

 

Det var lidt af et hurlumhej at finde P-plads, men det lykkedes da. Det blev selvfølgelig ikke nemmere at komme omkring, da der var en stor demonstration FOR pension til de ældre (helt enig!). Nå, men det kom jo sådan set ikke os ved, så vi slentrede rundt i den gamle, hyggelige bydel og nød stemningen og et glas kølig hvidvin.

 

Vi har aldrig før været i Annecy, men det er helt enkelt en perle, som absolut er et besøg værd.

 

Torsdag den 12. september 2013

 

Marsanne

- et lille stykke af paradis siger campingcheque bogen - så der kørte vi hen! Byen ligger i departementet Drôme ca. 35 km syd for Valence. Det er en lille by med ca. 1100 indbyggere. På en bakketop ved siden af den nuværende by findes ruiner af kirken Saint-Félix fra det 12. årh. ved siden af ruiner af slotstårnet fra det 11. årh.

 

Vi er kørt 265 km og har slået os ned på camping Les Bastets, der ligger 2,5 km uden for landsbyen Marsanne, så vi er kommet ud på landet.

 

Pladsen ligger meget kuperet, men har en ny afdeling nærmest på en mark, hvor båsene er lavet i små lave terrasser. Denne del er lettere tilgængelig, og der er strøm, men sanitetsbygningen er under opførelse, så bad, toilet, vandhentning osv. må foregå i den toiletbygning, der ligger oppe ved receptionen. Det er pænt op ad bakke, så det giver god motion - men det er ikke så langt.

 

De sanitære forhold er ok - ikke af nyere dato og halvt "udendørs", og det er ikke alting, der virker (ude af funktion står der), og det er heller ikke alle steder, der er lys. Men der blev gjort rent hver dag, så der var pænt og sobert allevegne.

 

 

 

 

Receptionen
Sanitetsbygningen

Pladsens udsagn om at ligge i "et hjørne af paradis" kunne godt være sandt, for der er virkelig meget smukt, og en af gevinsterne ved campingpladsens beliggenhed er fred og ro, og direkte fra campingvognen har vi den skønneste udsigt ud over markerne til bjergene i baggrunden, og den lille landsby Les Bastets, som campingpladsen har navn efter.

 

 

Pladsens restaurant var åben, så det benyttede vi os af lørdag aften. Vi fik Rumpsteak med hhv. ris/pommes frîtes, dertil ½ flaske rødvin samt en apéritif (portvin/martini). Pris ialt €39.99.

 

 

Kig fra vores bås mod den gamle del af pladsen
Vores bås
Landsbyen Les Bastets
Udsigten fra vores bås

Der var iøvrigt forbavsende mange campister på de pladser, vi havde boet på indtil nu - årstiden taget i betragtning - og Les Bastets var ingen undtagelse. Der var en over-

vægt af hollændere og englændere, men også franskmænd - og så så vi sørme 2 hold danskere. De blev her hver især kun en enkelt nat, så vi nåede desværre ikke rigtig at hilse på.

 

 

Jeg kunne ikke stå for dette sceneri, (billedet til højre):

 

3 Honda'er lige ved siden af hinanden - og 3 forskellige årgange: Hollænderen bag os i den ældste, så vores og dernæst hollænderen over for os (til venstre i billedet) i en splinterny! Og de var ovenikøbet i næsten samme farve alle tre.

 

 

 

 

 

"Vores by", Marsanne, ligger som sagt kun 2,5 km herfra, så det tager kun ½ time at spadsere derind ad små, ikke så stærkt befærdede landeveje. Vi gik derind en af de første dage, og det var en rigtig fin tur, men da Marsanne ligger højt placeret, sluttede turen med en meget lang og sej bakke, så man slap ikke for at få pulsen lidt op og sveden frem på panden (det var varmt den dag!). Marsanne er en charmerende lille fransk landsby med et mindre supermarked, en bager, en kirke og en bar/restaurant - hvad mere kan man forlange?

 

 

Mandag (16. sept) kørte vi en tur til Die, som ligger 50-60 km herfra. Vi har aldrig tidligere besøgt byen, men den skulle være en gammel og køn lille by med en smuk beliggenhed. Så vi tastede en rundtur (113 km ialt) ind i Miss Nüvi og ruten til Die gik ad små, smalle "bjergveje", hvorfra der var en fantastisk flot udsigt (vi fik desværre ikke fotograferet udsigten, da det ikke kunne lade sig gøre fra bilen, og der var ingen steder at parkere på den smalle vej).

 

Byen ligger ganske rigtigt flot, men vi var lidt uheldige med tidspunktet, for vi besøgte den på en mandag - hvor de fleste butikker var lukkede. Vejret var også lidt køligt, og det begyndte også at småregne en smule. Desuden syntes vi, at byen virkede noget træt og forsømt. Men beliggenheden ved Drôme floden var smuk uanset hvad.

 

Der var iøvrigt mange mennesker på gaden og caféerne, så den var bestemt ikke affolket - og hvis man kan bedømme ud fra folks måde at klæde sig på, bor der en del kunstnere i Die. (Jeg tror hele området må være tiltrækkende for kunsthåndværkere, for da vi senere kørte tur på må og få i omegnen stødte vi på en hel del keramikværksteder - og også udsmykningen i nogle af rundkørslerne understregede det kunst-

neriske).

 

 

 

 

Forret
Hovedret

I Die spiste vi for første gang "rigtig fransk frokost" - det vil for mig sige en Menu! Vi havde fundet en lille, hyggelig restaurant, hvor vi var de eneste gæster!

 

Forretten: Æggestand med kantareller

Hovedret: Lammekotelet med kartofler Dauphinoise

 

Desserten glemte jeg at fotografere, men det var citrontærte til mig og ostekage til Jørgen. Dertil ½ liter rødvin og 1 kop kaffe. Pris €49,00. Det synes jeg ikke var dyrt.

 

 

 

 

 

Da vi ankom til campingpladsen den 12. september (torsdag) var vejret meget varmt. Det varede indtil natten til søndag, hvor vi fik et godt og solidt regnvejr. Derefter blev det mere "almindeligt" sommervejr med lidt kølige morgener, sol og en regnbyge af og til, og en temperatur på 23o, når vi kom lidt op ad dagen.

 

 

Fortsættes i del 2

- som fortæller om Avignon, Carcassonne og Montpezat de Quercy

 

Tilbage til toppen