Forårstur 2009 - hjemtur

campingturisterne

Copyright © All Rights Reserved

Vores vogntog

Forårsturen 2009 (29.04 - 25.05)

Brétagne og Normandiet

Det er fredag den 15. maj 2009.

Efter at have kørt 309 km ankommer vi midt på eftermiddagen til campingpladsen Mané Guernehué ved Baden i Brétagne ved Golfe du Morbihan. Vi kørte ad de almindelige landeveje og det gik uden problemer.

Jørgen og jeg har tidligere boet på denne campingplads, så det var et herligt gensyn. Det er en meget stor plads med en utroligt lækker swimmingpool. Der er også bar og restaurant og en meget lille købmand, hvor man kan få sit bestilte morgenbrød og de allernødvendigste ting - men i byen er der et fint Carrefour supermarked, så det er slet ikke noget problem at få de ting, man har brug for.

Toiletforholdene var blevet forbedret siden vi var der sidst i form af en helt ny sanitærbygning.

Receptionen på Mané Guernehué - der var bryllup om lørdagen, derfor bilen!

Efter en hvile- og indkøbsdag smurte vi madpakkerne og kørte ud for at se de fantastiske Carnac sten (kaldes sådan p.g.a. beliggenheden nær byen Carnac). Her i Brétagne findes nemlig verdens største samling megalitter (store sten). Bautasten (lange sten, menhirer) står enkeltvis på rækker eller i halvkreds.

Carnac stenene står på rækker, og rækker, og rækker ......

Der er 3000 sten på en strækning af 4 km. Det er ganske enkelt fantastisk. Ingen ved hvem der har anbragt dem og hvad formålet med dem har været - det giver selvfølgelig anledning til en masse legender.

Der er 4 områder: Kermario, Le Menec, Kerlescan og Le Petit Menec.

Kæmpestenen ved

Locmariaquer er væltet og  knækket over i flere dele

Vi må videre, så onsdag den 20. maj bryder vi op. På grund af det kuperede terræn var det lidt besværligt at komme ud fra vores bås - så vi var rigtig glade for vores mover!

Det var kun en lille strækning vi skulle køre denne gang, nemlig 204 km, så vi ankom til camping Haliotis i Normandiet allerede ved 14-tiden.

Det er en utroligt dejlig campingplads og vi var så heldige at få en luksusbås hver (uden at skulle betale ekstra). De var så store, at vi nemt kunne have været på én bås begge to! Der er ingen indkøbsmulighed på pladsen, men man kan bestille morgenbrød - eller spise morgenmad i den hyggelige bar. De sanitære forhold er udmærkede.

Pladsen ligger ideelt for besøg på Mont St. Michel. Faktisk ligger pladsen ned til floden, og langs den er der ca. 9 km på cykel til Mont St. Michel, hvilket er langt den letteste måde at komme dertil på, for i bil tager det sin tid p.g.a. de mange besøgende + det koster at parkere. Nå, men nu havde vi også valgt en helligdag til vores besøg - det gjorde det jo ikke nemmere, heller ikke at vejret også var helt i top.

Efter den normanniske invasion, som bragte en del ødelæggelser med sig, oplevede Bretagne en religiøs opblomstring. Symbolet over dem alle på denne religiøse vækkelse er Mont St. Michel, som ligger mellem Normandiet og Bretagne. Det er det smukkeste abbedi i Frankrig og regnes også for et mesterværk inden for vestlig arkitektur.

De huse, der er bygget på skråningerne neden for klostret er kommet til henover tid.

Der er meget stor forskel på ebbe og flod, og som det ses på billedet herover var vi der ved ebbe, hvor man kan spadsere på havbunden.

Oprindelig er Mont St. Michel en ø, men idag er den forbundet med fastlandet med en dæmning, som man dog påtænker at fjerne igen!

Med Mont St. Michel slutter forårsturen, hvad sightseeing angår - en rigtig fin slutning på en rigtig fin tur.

Links til turens andre dele:

 

Belgien (Brügge, Ypres, Veurne)

 

Frankrig (Jumieges, Rouen, Honfleur, Etretat)

 

Ile de Ré

 

Til turens Forside

 

Tilbage til toppen af denne side

 

Flere billeder i Fotoalbum