Forårstur 2009 - Ile de Ré

campingturisterne

Copyright © All Rights Reserved

Vores vogntog

Forårsturen 2009 (25.04 - 27.05)

Ile de Ré

Det er blevet mandag den 4. maj og det er tid at rykke teltpælene op og køre videre sydpå.

Vi gjorde ophold på camping du Lac le Maine i Angers (326 km) og efter yderligere 308 km ankom vi tirsdag den 5. maj om eftermiddagen til det sydligste mål for forårsturen, nemlig Ile de Ré.

For at spare lidt på de dyre motorvejsgebyrer kørte vi fra Angers til Ile de Ré udelukkende ad de betalingsfrie landeveje. Det gik vældigt fint, men man skal være indstillet på et langsommere tempo, for man kan ikke undgå at køre igennem små byer med smalle veje - og støde på vejarbejde! Så turen tog 1 time mere end ruteplanneren havde sagt, men vi havde jo heller ikke noget at skynde os efter, så fint nok.

Ile de Ré er en lille ø i Atlanterhavet ud for byen La Rochelle. Øen er på størrelse med Langeland og forbundet med fastlandet med en ca. 3 km lang bro, som det koster ca. €15.00 at komme over - med campingvogn  - men så er det også en returbillet (ligesom til Fur i Danmark!!). Ikke så langt fra Ile de Ré ligger Fort Boyard iøvrigt. Såvidt jeg ved kan man ikke komme derud, men man kan sejle omkring fortet med en af de mange turistbåde.

Turen over broen er meget flot. Det siges, at øen minder om Caribien - på grund af de hvide huse og hvide strande. Om det er rigtigt ved jeg ikke, da jeg aldrig har været på Caribien, men hvide huse og hvide strande er der, og det var i hvert fald anderledes for os i forhold til, hvad vi ellers kender til Frankrig. Der er også rigtig mange turister, så jeg ville ikke bryde mig om at være der i højsæsonen. Men her om foråret var det helt ok, men prisniveauet var pænt højt og bar præg af de mange turister - om vinteren har øen 16.000 indbyggere, om sommeren 160.000!

Vi havde valgt Camping l'Ocean, en camping cheque plads som ligger omtrent midt på øen. Havde vi været alene afsted, ville vi have taget cyklerne med, for øen indbyder til at man cykler rundt. Den er som nævnt ikke så stor og der er et meget veludbygget net af cykelstier.

Den første dag på pladsen, dvs. onsdag, var hvile-/vaskedag. Vejret var godt nok overskyet, men det var tørvejr og temperaturerne var noget mildere end vi havde haft hidtil, så det var godt for den forkølelse, jeg havde fået efter turen til Étretat.

Campingpladsen er meget stor, og det er de fleste båse også, så det var rigtig dejligt. De sanitære forhold var også ok. Der er en del bungalows, som er det, de kalder Hotel. Der er swimmingpool, bar og de faciliteter, der skal være, så alt i alt en udmærket plads.

Torsdag den 7. maj kørte vi en tur til St. Martin de Ré, som er øens hovedby. Det var flot solskinsvejr, men vinden var kold - og en regnbyge i ny og næ slap vi da heller ikke for. Det gjorde nu ikke så meget, for dagens vigtigste opgave var at få købt lidt ind, og der har St. Martin et meget flot, indendørs marked med alt, hvad man skal bruge af kød, fisk, grøntsager, frugt, vin m.m.

Byen er omgivet af en gammel bastionsmur og havnemiljøet er utroligt charmerende.

Det er fredag (den 8. maj), det er overskyet og det er koldt! Men vi kan jo ikke sidde inde og kukkelure hele dagen, så vi kørte ud for at se øens fyrtårn Phare de Baleines, som ligger på øens nordøstlige spids. Det oprindelige tårn blev bygget af Vauban*) og er  idag et histo-risk monument. Det nuværende tårn blev indviet i 1854, og med sine 57 m er fyrtårnet et af Frankrigs højeste - der er 257 trin op til toppen og en fantastisk udsigt.

 

 

 

 

 

Noget der også var spændende, synes jeg, var at man ved ebbe kan gå på havbunden - og det var der en del, der gjorde. De var ude at samle muslinger tror jeg.

*) Sébastien le Prestre levede fra 1633 - 1707 og blev kendt som Vauban, marskal af Frankrig. Han var en af sin tids dygtigste militærstrateger og blev kendt for sin evne til at opføre bastioner - og til at bryde igennem dem. Han var Ludvig XIV's rådgiver m.h.t. at konsolidere Frankrigs grænser

Det oprindelige fyrtårn
Det nuværende 57 m høje tårn
Ved ebbe kan man gå på sandbunden

Efter besøget ved fyrtårnet kørte vi til Ars-en-Ré, hvor der var marked - og hvor vi kunne sidde og nyde havnemiljøet over en drink.

Ile de Ré's vigtigste erhverv er idag nok turismen, men de dyrker også en del vin og fiskeriet har også en vis betydning. Men det vigtigste er nok produktion af østers og salt.

Vi så iøvrigt også en del æsler rundt om på øen, og i alle byerne var der flere butikker, der udenfor havde en æselfigur i naturlig størrelse stående - og æslet havde bukser på!

Det undrede vi os meget over, indtil vil fandt ud af hvorfor:

Saltdamme

Saltdammene var øens vigtigste ressource. I det 19. århundrede var den årlige produktion omkring 30.000 tons. I denne periode kom æslerne til øen for at transportere saltet. For at beskytte dem mod myggene, som irriterede æslerne voldsomt, fik bonden den idé at trække dem i bukser. Idag er disse æsler i lange bukser et af de væsentligste folkloreindslag på Ré.

Søndag den 10. maj var udflugtsdag. Vi kørte først til La Flotte, som er lige så hyggelig og charmerende som de øvrige små fiskerlejer. Det var der også en hel masse andre mennesker, der syntes, så at finde en P-plads var lidt af en opgave - men det lykkedes! Derfra kørte vi en rundtur, bl.a. ned forbi broen til fastlandet - Pont de Ré, videre til Ste. Marie, en sand labyrint af tillukkede huse og en kirke. Det var i hvert fald ikke her, turisterne var. Vi måtte da også have gang i "Miss Nüvi" for at finde ud igen. Hun førte os til Nove, hvor vi fandt en fantastisk lille restaurant. Vi var sent på den, så egentlig var køkkenet lukket, men vi fik lov til at bestille en Gallette. Det vidste vi jo ikke hvad var, så vi fik fortalt, at det var en bretonsk ret - en slags pandekage med skinke og æg. Det smagte herligt og servicen var i top. Restauranten hedder Les Tillets.

Udsigten til gårdhaven set fra vores bord
Jørgens Galette

Den sidste aften, før vi forlod Ile de Ré, spiste vi der allesammen - efter at have bestilt bord i forvejen!

Fredag den 15. maj er afskedens dag. Vi har sagt farvel til John og Georgie, som kører direkte mod færgen i Calais, mens Lyn og Terry og Jørgen og jeg har 10 dage mere, før vi også skilles.

Det var iøvrigt en meget blæsende dag, så vi var lidt bekymrede mht. at skulle over Pont de Ré, men det gik fint - jeg tror vi havde medvind!

Næste stop er Camping Mané Guernehué. På hjemturen besøger vi  bl.a. de berømte Carnac sten og det helt fantastiske Mont St. Michel.

Du kan læse om den del her.

 

Beskrivelsen fra Belgien (Brügge, Ypres, Veurne)

 

Beskrivelsen fra Jumièges, Rouen, Honfleur og Etretat

 

Gå til turens forside

 

Til toppen af denne side

 

Flere fotos i Fotoalbum